+45 93 52 09 00 // rkw-skole@aalborg.dk

Ungdommens EU-topmøde 2026

Ungedemokrati

Oplev politik, fællesskab og Christiansborg! Vil du prøve kræfter med politik på højeste plan og opleve, hvordan beslutningerne i EU bliver til? Så tag med UngAalborg til Ungdommens EU-topmøde 2026 i København! Det er for alle unge i Aalborg mellem 13 og 19 år – du behøver ikke at vide noget om EU på forhånd.

Tid og sted
6. til 8. marts 2026
Aldersgrænse
13 til 19 år
Pris
350 kr.
Holdet er fyldt.

Ledige pladser på venteliste
5

Beskrivelse

Roller og temaer til Ungdommens EU-topmøde 2026:

Topmødet foregår på Christiansborg den 6.–8. marts 2026, hvor unge fra hele landet samles for at diskutere og forhandle aktuelle EU-emner – præcis som de rigtige politikere i Bruxelles. Det er for alle unge i Aalborg mellem 13 og 19 år – du behøver ikke at vide noget om EU på forhånd.

Du får rollen som MEP, minister fra et land eller journalist og skal sammen med andre unge:

  • Debattere virkelige EU-sager

  • Lære, hvordan EU fungerer indefra

  • Forhandle, stemme og opleve det politiske spil på nært hold

 

Til topmødet i 2026 vil der være to hovedtemaer i rollespillet, som kører sideløbende:

Forsvars- og sikkerhedspolitik

  • Her diskuterer deltagerne blandt andet økonomiske midler til forsvaret, krigserstatningslån til Ukraine, en stående EU-styrke, vetoret, tilstedeværelse i Arktis og meget mere.

Migrationspolitik

  • Her arbejdes med blandt andet et nyt EU-asylsystem, en solidaritetsmekanisme med fælles fordeling af flygtninge, migrationsaftaler med Afrika, klimaflygtningeprogrammer og andre aktuelle problemstillinger.

Det betyder, at nogle roller – fx ministre og MEP’er – vil have fokus på forsvar og sikkerhed, mens andre vil arbejde med migrationspolitik. Journalisterne vil dække begge cases og følge forhandlingerne på tværs af temaerne.

 

Roller:

Minister (forsvarsminister eller udlændinge- og integrationsminister):

  • Som minister repræsenterer du regeringen fra et af de 27 medlemslande og deltager i forhandlingerne på vegne af dit land. Det er dit ansvar at sikre den bedst mulige aftale for dit land, hvilket kræver kompromiser og alliancer. Når ministrene er enige, skal I forhandle med MEP’erne om det endelige lovforslag.

MEP (medlem af Europa-Parlamentet):

  • Som MEP bliver du en del af en af de syv fiktive partigrupper, der er inspireret af de virkelige politiske grupper i Europa-Parlamentet. Du samarbejder med dine partifæller om at forme politik og finde kompromiser. Når Europa-Parlamentet er nået til enighed, forhandler I med ministrene i Rådet.

Journalist:

  • Som journalist dækker du topmødet gennem interviews, artikler og reportager. Du følger forhandlingerne tæt, opsporer uenigheder og interne intriger og formidler weekendens politiske drama til omverdenen.

 

Forberedelsesaften:

Vi holder en forberedelsesaften torsdag den 26. februar kl. 17.00–20.00, hvor deltagerne kan lære hinanden at kende og få hjælp til at arbejde med deres roller, inden vi tager afsted til topmødet. Aftenen afholdes i et af UngAalborgs kulturhuse, og den præcise lokation oplyses senere.



Selve turen

Vi kører fælles i bus fredag aften sammen med andre ungdomsskoler og kommer hjem søndag aften – så du skal ikke have fri fra skole.
Der er sørget for fælles hotelovernatning, transport og morgenmad samt frokost under hele weekenden.
Du skal have lommepenge med til aftensmad alle dage. På tuern derned og tilbage stopper vi ved en resteplads hvor man kan købe aftensmad, men det vil også være en god idé med en madpakke/ snacks til turen.

Det bliver en weekend fyldt med fællesskab, debat, grin og nye venskaber – og en helt unik mulighed for at opleve politik på tæt hold i hjertet af København.

Præcise afrejse/hjemkomst tider følger...

Har du spørgsmål?

Kontakt Camille på 21 78 50 18 eller cami920s@ungaalborg.dk, det er hende som skal med på turen og står for deltagerne fra Aalborg.

Alle UngAalborgs ture og arrangementer er 100 % alkohol- og nikotinfri. Dette gælder naturligvis også vores rejse til Ungdommens EU-Topmøde.
Overtrædelse af disse regler medfører, at man sendes hjem på egen regning.

Turen koster 350 kr og dækker rejse, overnatning samt morgenmad og frokost 


Andre hold i samme kategori